Spidsfolk danner en politisk liste

Politisk må man stå sammen.

Hvert fjerde år vælger Spidsfolket et antal af de klogeste, de kan finde, til en ny lovgivende forsamling.

Det er altid imødeset med stor spænding, hvem der anser sig selv for at være tilstrækkelig kvalificeret til at sidde i denne forsamling. Ofte bliver det først kundgjort i sidste øjeblik.

Men det skal jo også overvejes og forberedes grundigt, og man kan jo aldrig helt vide, hvilke vigtige sager, man skal mene noget om.

Væsentligst er det måske slet ikke, hvad man mener, men hvem man mener det samme som.

Et initiativ skal dog tages på et tidspunkt – ellers bliver der jo slet ikke nogen at stemme på for Spidsfolkene.

Derfor mødes seks Spidsfolk, der mener sig at besidde de rette kompetencer, rundt om et spisebord for at udtænke et fælles politisk program og gøre sig klar til at møde folket med løfter om alle mulige fremskridt og en lykkelig fremtid.

Det er dog ikke så let, for hvad kan man kalde sig, når man skal favne bredt og helst ikke sige for meget.

Det første forslag, der bliver præsenteret, duede slet ikke efter Specialkonsulentens mening. Hundeklipper Saxgren havde forsigtigt foreslået, at deres politiske liste ganske enkelt skulle hedde Spidserne. Det gav flere mulige associationer, som vælgerne selv kunne skønne imellem: henvisning til Spidsfolket, som de jo alle var, Spidserne – altså dem der står i spidsen, dem der går forrest; de mest spidse, altså de klogeste, og så er en spidshund jo en ganske populær race.

Specialkonsulenten syntes, forslaget mest af alt signalerede egoisme og elitisme. Konsulenten var i det civile liv en rolig pensioneret lærer, det vil sige førtidspensioneret, som havde fået titlen Specialkonsulent for sit arbejde med at udvikle Sportsklubbens fastelavnsfester.

”Det er ikke en god idé at signalere, at man på nogen måde er bedre end andre”, fastslog han, og foreslog at listen i stedet skulle hedde Børnenes Stemme.

”Det giver da ingen mening,” fastslog den tidligere ø-mester i Fribrydning Bjørn Kæmpe, ”børn har jo ikke stemmeret”.

”Nej, netop derfor”, argumenterede Specialkonsulenten, ”nogen må jo tale deres sag.”

”Har de da en særlig sag?” ville Friluft gerne vide. Friluft hed selvfølgelig ikke Friluft, men han satte stor pris på outdooraktiviteter og arrangerede små events med elementer af en vildmarkstur. Sådan en havde han selv overlevet for en del år siden sammen med en tidligere jægersoldat.

”Det har de måske ikke, men de udgør dog vores fælles fremtid”, svarede Konsulenten, der blev støttet af rengøringsassistenten, der dog foreslog at listen jo så kunne hedde Vores Fælles Fremtid og på den måde både repræsentere børnene og alle andre.

”Vil det også appellere til de gamle – og dem er der trods alt flest af?”, ville Saxgren vide. Han var stadig ikke tilfreds med at have fået Spidserne afvist så prompte. ”Det kræver vel udsigten til at skulle leve endnu et par år, hvis man overhovedet skal kunne se perspektivet i en fremtid.”

”Kunne vi så ikke kalde listen Det tavse Flertal?” spurgte Bademester Plaske,” der ikke tidligere havde givet sit besyv i overvejelserne.

”Det er da helt urimeligt dumt,” fastslog Kæmpe straks. ”Dels udgør vi jo ikke noget flertal, og dels har vi vel ikke tænkt os at sige ingenting.”

Så fik Rengøringsassistenten pludselig en idé: ”Det var måske nemmere, hvis vi slog os sammen med nogen, der allerede har et navn, Venstre eller Socialdemokraterne eller sådan nogen.”

”Jamen, det står dig da frit for, men det er vel netop for at være et alternativ til Venstre og Socialdemokraterne, vi vil lave den her nye liste.”

”Hvad så med Alternativet, kan vi ikke hedde det?”

”Det er vist prøvet, og uden større held”.

”Das Partei”, røg det pludselig ud af Friluft.

”Das Partei?” Der var klar en undren i Specialkonsulentens udtale ordet Partei.

De fire øvrige sagde ingenting, forsøgte vist nærmest at lade som om, det slet ikke var blevet sagt.

”Hvad med Idealisterne?”, foreslog Saxgren, ”det signalerer da noget med idéer.”

”Nej, det er heller ikke godt,” konkluderede Kæmpe omgående.

”Hvorfor er det ikke godt. Vi har da masser af idéer.”

”Har vi? Hvad er det for idéer, vi har?”

”Ja, vi mener da mange ting.”

”Gør vi, hvad er nu det, vi mener?”

”Ja, vi mener da f.eks., at Spidsfolk må stå sammen.”

”Jamen, er der da nogen, der ikke mener det?”

”Nej, det er jo det, jeg siger.”

”Hvad siger du?”

”Jeg siger, det er det, jeg siger.”

”Ja, det kan jeg s’gu’ godt høre, men er der nogen, der ikke siger det?”

”Nej, hvem skulle det dog være?”

”Nu skal I godt nok tage jer sammen. Man kan da ikke gå til valg på noget, som alle er enige i.”

”Det må da være bedre end at gå til valg på noget, som alle er uenige i.”

Og sådan bølger diskussionen frem og tilbage, indtil de seks kandidater blev enige om bare at stille op på en liste, der skulle hedde Den nye Liste.
Beslutningen om en egentlig mærkesag blev udsat, og det er ikke senere blevet drøftet.

Det forventes, at listen vil klare sig ganske godt ved det kommende valg. Både kandidaterne og vælgerne er jo udmærkede og respekterede Spidsfolk.