Læsø, 9940
+49 2925 0919
leif@tofteladen.dk

I Spidsfolkets land er meget er forbudt, og mere kan forbydes

leiflines er mine lifelines - linjer vedr. livet: historier, kommentarer, journalistik, essays og billeder.

I Spidsfolkets land er meget er forbudt, og mere kan forbydes

I sin ungdom var et rart og omgængeligt spidsmenneske sandwichmand. Han søgte sin identitet i grupper af kulturelt og politisk ekstreme, og han havde ikke meget støtte i, hvad han selv mente, for han mente ingenting.

På hans sandwich stod med fede, røde bogstaver: ”Ned med alt og Nej tak til resten”.

”Mine egne tanker var så få og små, så dem kunne man slet ikke få øje på.”

Han flirtede med såvel KU som DKU og sad en periode stille i SFU. Men han ind- og udviklede sig og følte i mange år en indædt modvilje mod EU. Den har han i behold. Det svære er blot, at han nu deler den med mennesker, som han bestemt ikke føler andre fællesskaber med.

Hvis man i dag spørger til hans værdier, må man nøjes med en halvkvædet vise.

Han går absolut og uden forbehold ind for den blomster, bier og blyanter, men kan da også se fornuften i alger, aber og afskrivninger.
Dannebrog går han faktisk også ind for. Og en lille smule for Dronningen.

Modsat er der selvfølgelig også mange ting, han er direkte imod. Han kan f.eks. ikke lide løgn, pral og smålighed. Mådehold er OK, men en nærig mand er en træls mand.
Krig er han faktisk også imod. Og en lille smule mod forbud.

Selvom han dybest set ikke kan lide det, så må han mange gange acceptere, at ting kan ses fra flere sider.
På den ene side er han f.eks. stærkt imod at blive overvåget, på den anden side så siger han altid og uden særlig betænkelighed ja tak til cookies på en hjemmeside, han gerne vil klikke ind på, og hans telefon er indstillet til, at den gerne må meddele – han ved ikke rigtigt til hvem, hvor han befinder sig og hans geografiske position. Han ved også godt, at der sidder et videokamera og filmer, når han lukker mig selv ind på biblioteket. Eller køber en liter letmælk hos købmanden.
Allermest hader han dog politiets fartkontroller, men det er vel noget helt andet.

Hvis alt var tilladt, var der ingen grund til at kontrollere noget som helst. Men det er alting ikke, og jo mere der ikke er, jo mere er der grund til at kontrollere.

Her må ikke ryges; her må ikke tales i mobil; her har hunde ikke adgang; her må ikke parkeres; pizza-bakker skal sorteres som restaffald; her det forbudt at bygge, og der står en dispenser med håndsprit – den skal du bare trykke på.

Alle disse forbud og påbud er helt sikkert velbegrundede.

Som noget af det nyeste, der kommet til er den lange liste af ting, han gerne må, men som han ikke må alligevel er f.eks. et forbud mod at udtale ordet ”neger”. Hvis det skal være korrekt, og han vil undgå at ophidse nogen, skal han i stedet sige mørk eller evt. sort.

Man bør lære sig, hvad der er korrekt, ikke stødende og ikke krænkende. Det er upassende at sige perker eller spasser, og i det hele taget må man ikke tale nedsættende om nogen.

Til gengæld skal man være tolerant og woke i Spidsfolkenes land.

Gad vide, om der er en kant – et sted, hvor pænhed og GDPR er gået for langt, og hvor andre værdier pludselig bliver oversete og kommer i klemme?

Hvor skulle den dog være, den kant? spørger han og andre tamme Spidsfolk somme tider sig selv – alt imens de inderst inde frydes over, at nogen sviner hinanden til på sociale medier og på primitive skilte ved særlige lejligheder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *