Efter sæsonen

Med ét slag i sensommerluften er Læsø stort set igen tømt for gæster.
Man sidder lidt omtumlet tilbage med tomheden og ved nogenlunde, hvordan de næste måneder vil forløbe:
De første uger sidder euforien stadig i kroppen. Alle er trætte, indtrykkene skal fæstne sig, resultaterne skal gøres op.
Et mindre antal entusiaster forsøger at overbevise sig selv om, at det giver mening at holde åbent endnu nogle måneder. Gid der var flere af dem, så kunne det jo være, at det ville give mening. Men efter efterårsferien, hvis de holder ud så længe, lukker de også ned for vinterhalvåret.
Optimismen siver ganske langsomt ud af vores samtaler.
På det kommunaladministrative plan bliver vi i løbet af få uger ramt af en mild depression. Der skal spares. Beløbet ligger nok i omegnen af tre millioner, og vi skal glæde os over, at det ikke er fire.
De første måneder mærker vi ingenting – det er jo først næste år, Budget 2012, det drejer sig om.
Tordenskjolds berømte soldater træder i karakter. Der arrangeres de sædvanlige ”vinterting”. Lidt færre tilbud end sidste år, men nok til at begrunde, at der trods alt sker noget, og at det er imponerende, når man tager vores befolkningstal i betragtning.
Og selvfølgelig tager vi det i betragtning. Det betragter vi hele tiden. Og det øges ikke. Den kommunale vision har indrettet sig på den kendsgerning. Målet i Vision 2020 er, at der ikke er faldet med mere end en tre hundrede stykker om 8 år.
Det bliver for alvor efterår. Nu begynder vores lille avis at blive mere spændende igen – for de lokale. Nu kommer nemlig debatterne mellem folk, vi kender.
Yderligere et par stykker flytter væk fra Læsø, og det er trist. Det kommenteres med en blanding af overbærenhed, indignation og forbandelse. Men det inspirerer også og lidt misundelse spores også. Andre får mod og mulighederne diskuteres. Når først ordene er sagt, er vejen belagt.
Det almindelige mismod breder sig. Der indtræder en tilstand af generel apati og stilhed, før juletravlhed eller julefred for en stund overtager stemningen, og alt efter den enkeltes temperament begrunder, at når nu lige jul og nytår er overstået, så skal skeen i den anden hånd, eller så går det nok helt ad helvede til.
Men der sker såmænd ikke noget. Alle kunne stort set ligeså godt være døde i januar og februar.
Det er mørkt, når man står op, og det er mørkt igen, inden man nåede det, man gerne ville. Vi ånder og lever kun med besvær og stort set kun for vores egen skyld. Læsø lider af den årlige midtvejskrise.
Men Læsø overlever krisen, og selvom der stadig er længe til påske og specielt til pinse, så vil der være forårstegn, som mildner stemningen og tager lidt af trykket.
Forberedelserne og forventningerne tager til, men pessimismen præger den realistiske.
De, for hvem økonomi, job, det sociale netværk og familieliv er i orden, er bekymrede, men kun for de andre, og det er jo ikke så smerteligt.
De, for hvem ønsket om at være læsøbo kun er forankret i et ønsket, er bekymrede for sig selv, og det er en mere ond bekymring.
Alle kan imidlertid enes om, at det er svært, og det bliver det fælles udgangspunkt, der naturligvis legitimerer både at gøre noget og ikke at gøre noget. Men nu kan man jo lige tage sæsonen med. Måske viser det sig noget.
Det må man så håbe, at der gør.
Det er lidt spændende hvor længe endnu en travetur eller en tur på hesteryg ud i vejret, vinden og vores usammenlignelige natur kan give det samme svar hver gang: ”Nu ved jeg godt, hvorfor jeg bor på Læsø”.