Er du frivillig? Ja, men stik mig en ti’er!

Jeg er en af de frivillige.

Mange dage om året kombinerer jeg min fritid, mine interesser og i nogen grad mit arbejde med en frivillig indsats.

Mange dage om året kombinerer jeg min fritid, mine interesser og i nogen grad mit arbejde med en frivillig indsats.

Jeg er ikke specielt kræsen i forhold til med hvad eller hvor, jeg skal bidrage med en hjælpende hånd.

Jeg er bl.a.

• dirigent ved mange lokale generalforsamlinger – lige fra Kunstforeningens, over Bredbåndsforeningens til SuperBrugsens, hvor jeg ganske vist ufrivilligt skal være vidne til en modeopvisning, og Det lokale Fødevarenetværks
• amatørskuepiller – en glad dilettant
• konferencier, så snart mere end seks mennesker er samlet til et kulturelt arrangement, en festival, et musikarrangement eller lignende og
• bestyrelsesmedlem i to folkeoplysningsforeninger.

Hertil kommer, at jeg slæber rundt med min guitar for at synge for ved alle mulige mærkelige lejligheder. Listen kunne sagtens forlænges.

Jeg har lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke er særlig aktiv ved indsamlinger til de forskellige humanitære og medicinske formål, der alle behøver både penge og praktisk støtte for at kunne forfølge deres ønske om at lindre alverdens armod og smerte. Men som frivillig skal man ikke have dårlig samvittighed.

I dag skal jeg fejres og markeres – sammen med de tusindvis af andre, der også bruger deres tid og energi på at arbejde frivilligt i alle mulige gode sagers tjeneste.

Det er naturligvis godt at vide, at man fra officielt hold ønsker at bemærke den indsats, der bliver ydet for at få samfundet til at fungere.
Der bliver givetvis uddelt temmeligt mange buketter, håndtryk og sagt mange pæne ord i løbet af dagen.

Men dem har vi i grunden ikke brug for. Det ville være skønnere og nyttigere, hvis vi fik lidt kontanter som tak for vores indsats. Ligesom når jeg går på arbejde hver eneste dag og belønnes med min månedlige gage. Det er jo ikke en ukendt måde at vise påskønnelse på.

Men tendensen er faktisk den modsatte.
Der er forsket meget i frivillighed de seneste 15 år.
I 2007 fremlagde den daværende regering en såkaldt kvalitetsreform.
I pjecen På vej mod en Kvalitetsreform gjorde man det krystalklart, at der ikke fandtes lette løsninger til at styrke kvaliteten i den offentlige service – og at det kunne blive mere end vanskelig bare at fastholde det niveau, man kendte.

Et åbenlyst problem ved argumentationen var selvfølgelig, at kvalitet ikke så let lader sig måle – medmindre man tyer til en eller anden numerisk økonomisk måleenhed.
I reformen blev opstillet fem temaer for udvikling. Det første hed: Frit valg, brugerinddragelse og personligt ansvar. Her lurede en underliggende forventning om, at forskellige offentlige servicemål kunne nås ved hjælp af frivilligt arbejde.

Men helt ærlig; jeg er ikke frivillig for at opfylde velfærdsstatens eller kommunens servicemål.

Jeg har tværtimod en klar forventning om, at der stilles de nødvendige rammebetingelser til rådighed for mig, når jeg yder min indsats. Jeg er til gengæld ikke en dyr arbejdskraft som frivillig, men jeg er jo heller ikke gratis arbejdskraft. Og jeg skal slet ikke ind og erstatte nogen eller indsættes i stedet for lønarbejde.

Frivilligt arbejde er som navnet siger først og fremmest frit, det styres af vilje, og så er det arbejde.

Der er altid et konfliktfelt, når lønnet og frivilligt arbejde skal arbejde sammen. Hver især kan i nogen grad misunde hinandens vilkår.

Når jeg yder et frivilligt arbejde, så er min motivation, at jeg synes, det er sjovt, og at jeg får noget ud af det: jeg får en oplevelse, jeg får en fornemmelsen af at gøre en forskel, jeg støtter et eller andet selvvalgt med det, jeg nu kan, og jeg forpligter mig på et fællesskab og en opgave, som jeg selv har valgt.
Sådan må det nødvendigvis være.

Det er da yderst sandsynligt, at det helt store fællesskab kan bruge dette arbejde til noget, og hvis man fra officiel side ønsker at fejre og markere det, så siger jeg selvfølgelig af ren høflighed tak, men jeg så endnu hellere, at man spurgte, hvad man kan gøre for mig og alle de andre frivillige, end man begynder at stille krav eller forventninger til mig og dem, om at jeg og vi skal gøre noget bestemt, fordi vi nu kan.