2 %

På baggrund af den forfærdelige krig i Ukraine er der indgået et såkaldt nationalt forlig om større bevillinger til det danske forsvar.

Danmarks skal snarest muligt efterkomme NATOs målsætning om at medlemslandene skal bruge 2 % af BNP på militært isenkram, løn til fodtudser, Forsvarets Bygningstjeneste, krigsministerens repræsentationskonto, slædehunde i den nordlige koloni eller vatindlæg i soldaterhjelme.

Det rundhåndede budskab har naturligvis udløst udelt begejstring i våbenindustrien, der øjner omsætning, vækst, glade og lykkede dage.

Markedsføringen af helt uundværlige militærstrategiske undere er allerede kørt i stilling, og alle arbejdsmarkedsregioner ser ligeledes lyst på de positive beskæftigelseseffekter, der kan komme ud af de omfattende investeringer. Ikke mindst Nordjylland, der jo er hjemsted for enheder af alle tre værn og dermed bidrager til efterspørgslen både til vands, til lands og i luften, ser fremad i rask trav.

2 % svarer til ekstra 18 mia. kroner, hører vi gentaget i radiofonien time efter time.

Det er et faktum, at hvis BNP stiger på et tidspunkt, så vil forsvaret naturligvis skulle tilgodeses med yderligere en lille check.

2 % er jo altid 2 % af noget.

Nu forestår egentlig kun den rimelige diskussion om, hvad de mange penge skal bruges til.

Den bliver spændende at følge.

Er det kampfly, slædehunde, rejsekort til flere værnepligtige, missiler, bjørneskindshuer, stikvåben, marchfløjter til tambourkorpset, nødblus, medaljer eller Nutella i feltrationerne, der skal prioriteres. Eller bliver der eventuelt penge til lidt af hvert?
Hjemmeværnet rækker nok også villigt og begærligt hånden frem.

Da jeg for år tilbage havde fornøjelsen af at være far til en hjemmeboende børneflok på fire livlige, pragtfulde, men ganske umættelige småfolk, stod vi i et tilsvarende fordelingspolitisk dilemma.

En del af vores BFP (BruttoFamilieProdukt) skulle naturligvis anvendes på poderne. Det krævede også engang lange forhandlinger at beslutte likvidernes anvendelse.

Skulle vi skrue op for budgettet til lørdagsslik?
Skulle pengene bruges på flere kontingenter og fritidsaktiviteter?
Skulle der gives los i forhold til at de foretrukne varemærker tydeligt kunne ses på t-shits, underbukser og skibriller?
Skulle Spies rejser også betænkes?
Skulle der investeres i fremtidssikre spilkonsoller?
Skulle ungerne gå på privatskole?

Ideerne var mange, og flere af dem var endda helt relevante.

Måske havde vi været godt tjent med at bruge det, vi allerede brugte på en lidt mere fornuftig måde. Det er jo ikke altid kvantiteten, det kommer an på.

Måske gælder det ikke, når talen falder på forsvarsbudgettet.

Men 2 % vil selvfølgelig altid være 2 %.