Læsø, 9940
+49 2925 0919
leif@tofteladen.dk

Når man selv bestemmer historiens gang

leiflines er mine lifelines - linjer vedr. livet: historier, kommentarer, journalistik, essays og billeder.

Når man selv bestemmer historiens gang

Er man en gang er blevet forfalden til den hobby at arrangere sig med hvis’er, så oplever man, at verden lige pludselig kan tage sig helt anderledes ud, og man frit kan eksperimentere, uden at verden og andre mennesker af den kommer til skade.

Jeg har ændret historiens forløb og udseende mange gange:

Jeg har givet slaverne tilbage til slaveherrerne. Jeg har forgiftet Hannibals elefanter; ladet Farao udbetale pyramidernes kostpris i socialhjælp til fangerne; ophævet skolelovene både den af 1814 og den af 1903; skudt Napoleon; elsket med Leonora Chistine; ladet Marco Polo fare vild; haft tyskerne som sikre vindere både i første og anden verdenskrig; ladet Batista komme tilbage på Cuba og hjulpet Nelson Mandela med at flygte fra fængslet på Robben Island, oplevet at Muren faldt til den anden side, og at ingen nogensinde havde fundet på at lave en smartphone.

Det er ikke hver gang, min Historie er blevet særlig god, men den er i hvert fald blevet anderledes.

Og det er de små marginer, der afgør det hele.

Om man nu forstiller sig, at general Lee havde slået general Grant, så ville USA slet ikke have eksisteret. Det slag kunne måske med fordel takseres til en revanche.

Selvom det måske højst kan have intellektuel interesse for mig selv, så er det også sjovt at prøve at finde frem til, hvem man egentlig burde holde med.

For at blive ved den amerikanske borgerkrig, er sagen normalt helt enkel: det var godt Nordstaterne vandt.

For det første er USA næsten a priori god og godt, for det andet var det naturligvis godt, at slaveriet blev ophævet, og for det tredje var det moderne industrisamfunds sejr over det konservative bondesamfund en sejr for udvikling.
Men det var samtidig centralismens sejr, protektionismens sejr, andet kapitel af historien om indianernes undergang og et skulderklap til imperialismen. Så jeg tror, at jeg vil lade Lee vinde næste gang.

Det er også skægt at gå i seng med de døde. Ikke fordi jeg er nekrofil, og jeg er helt tilfreds med min kone.

Men der er noget særligt ved at lade hænderne og ansigtet gå på opdagelse, mase rundt i krinoliner, silke, diverse bånd og snøringer, også selvom man risikerer kvælning, hvis hovedet ikke farer med en vis lempe.

Engang prøvede jeg at forføre Marie Antoinette.

(Jeg ved ikke, hvorfor det er senmiddelalderpigerne, der interesserer mig mest.)

Det skete, mens hun endnu var på fri fod, og det var en udløber af Brødmarchen.

Jeg må hellere med det samme indrømme, at det ikke lykkedes, men at det ikke var min skyld.

Det var det selvfølgelig, al den stund jeg valgte en forkert taktik, men der er åbenbart piger, der ikke sig lader trøste ved den slags.

Hun var oprigtig ked af den dag. Jeg er sikker på, at hun ikke forstod omfanget af det, der var ved at udvikle sig omkring hende.

Hendes sociale fornemmelse var ikke specielt veludviklet, men hun kunne ikke holde ud, at nogen ikke kunne lide hende, og pøbelen havde, som hun sagde, råbt grimme ting.

Min sympati var selvfølgelig et hundrede procent på pøbelens side, min sexuelle appetit lige så hundrede procent rettet mod hende.

Så heller ikke i den slags sager og tilfælde behøver man jo for enhver pris at markedsføre sine politiske anskuelser. Marie var ikke vred, heller ikke hævngerrig eller på nogen måde ondskabsfuld. Hun var blot ked af det, og hun trængte til noget mere håndgribelig dominans at forholde sig til. Mente jeg.

Måske kunne en mere føjelig omsorg have givet mit lidt nederdrægtige forehavende succes. Måske, hvis jeg havde givet den som spytslikker eller havde snakket hende efter munden, og så derefter havde skiftet til den alfaderlige beskytter, så …Ja, det er jo umuligt at vide noget om. I hvert fald viste min stil sig lidt for direkte, og hun afviste med en betragtning om, at hun godt kunne nøjes med de problemer, dagen allerede havde bragt. Jeg valgte at forstå det som en øjeblikkelig, ikke nødvendigvis en kategorisk afvisning, og jeg forlod hende med den sikre overbevisning, at jeg helt bestemt ville være velkommen en anden gang.

Men den lille affære har vi altså til gode endnu.