Læsø, 9940
+49 2925 0919
leif@tofteladen.dk

Da Spidsfolk lærte om vand på den hårde måde.

leiflines er mine lifelines - linjer vedr. livet: historier, kommentarer, journalistik, essays og billeder.

Da Spidsfolk lærte om vand på den hårde måde.

Det er en del af Spidsfolkets fælles historie, selvforståelse og identitet, at alle Spidsfolk ved, at i gamle dage var der ikke nær så meget misforstået hensyntagen og slatten blødsødenhed, som der med tiden har sneget sig ind i samfundet.

Ting måtte læres og erfaringer måtte høstes på den hårde måde.

I dag er Spidsfolk et rigt og veludstyret folk. Der er f.eks. både ridehaller og svømmehaller i snart sagt enhver afkrog og bebyggelse.

I gamle dag var det anderledes. Også selvom både ridning og svømning var nyttige færdigheder dengang. Det var vigtigt, at et Spidsmenneske kunne ride og svømme. Både kindheste og træheste, skramlende jernheste og kæpheste er beskrevet grundigt i Spidsfolkets historiebog. Forskellige former for svømning, måske specielt rygsvømning, har også været vigtige og nyttige.
Så både ridning og svømning var og er stadig færdigheder, der i sidste instans kan redde menneskeliv – måske endda ens eget.

Mange Spidsfolk i alderen +50 tænker imidlertid tilbage med både gru og rædsel på dengang i den lykkelige skoletid, når der stod svømning på skemaet.

Høj som lav, tyk som tynd, land som by – alle skulle lære at svømme, og havde man ikke adgang til vand, var det ingen undskyldning,

Så måtte man lære det som tørsvømning.

En lang række Spidsbørn måtte på kommando lægge sig på maven på hver sin bænk eller plint. En ældre dame eller endnu værre en yngre mand i tricot instruerede nu de unge mennesker i, hvordan de skulle bevæge arne og ben i rytmiske bevægelser på hver sin side af bænken eller plinten. Kun således kunne de senere i livet holde hovedet oven vande, når og hvis det skulle blive muligt eller lige frem nødvendigt at bevæge sig fremad i vand.

Alt i alt må man indrømme, at det kunne være en nyttig viden at tage med ud i livet. Og smertefri. Så længe det kun handlede om brystsvømning og crawl. Disciplinen butterfly indgik imidlertid også i pensum og det obligatoriske program. Og det var ofte en lidt blodig affære.
Bevægelserne skulle naturligvis indlæres og udføres så realistisk, som det lod sig gøre på en bænk eller en plint.

Når man svømmer butterfly i vand, bevæger man sig fremad ved at kaste armene frem foran hovedet samtidig med, at man kaster overkroppen med ansigtet forrest henholdsvis opad og nedad i voldsomst mulige udsving. En bevægelse ikke ulig en kålorms.

I vand vil der være god plads nedad – og selvfølgelig også opad. Hovedet vil ikke støde på andet end vand og luft. Det forholdt sig lidt anderledes under indlæringen af butterfly ved hjælp af tørsvømning. Her stopper bænken brat ansigtet på vej nedad. Uha, det gjorde ondt.

Vinderen af øvelsen – konkurrence er altid en god ting – blev udråbt, og vinderen blev næsten altid den lille yngling, der kunne fremvise den mest blodige næse eller pande for den entusiastiske svømmelærer med det kald at lære de håbefulde Spidsbørn at klare sig gennem livet såvel på land som i vand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *