En alvorlig udfordring har ramt Spidsfolket.

Det er en sygdom med et helt nyt navn. Den udfordrer specielt fordi Spidsfolket lige som heller ingen andre har sikre behandlingsmetoder eller et immunforsvar, der kan opsnappe sygdommen i opløbet. Den nye sygdom er et skridt foran, og pludselig står Spidsfolket i den mærkelige situation, at man ikke mere kan se på et dørhåndtag, en mælkekarton, en pose grøntsager, en kær ven eller mønt uden at forestille sig, at der netop der sværmer med små usynlige og levende klatter med røde sugekopper, der bare venter på at få lejlighed til at fæstne sig til ens egne lunger.

Det er hæsligt, og det er farligt, og det ødelægger i den grad en vanlig og god hverdag og den sikre tro på en endnu bedre fremtid.

Men udfordringen skal naturligvis tages op, og Spidsfolket kaster sin handske: alt og alle mobiliseres og opfordres til at udvise den største grad af inaktivitet, der kan udvises. Samkvem og – vær skal begrænses, arbejde skal undgås, bevægelse minimeres, gamle isoleres, kys, kram og håndtryk forbydes, afstand skal holdes, vittigheder ignoreres, aftaler og fester skal udsættes. Alt skal sprittes og vaskes, opfindsomme værnemidler skal bæres, køleskabe og lagre skal fyldes, kreditter skal benyttes, og erhvervslivet skal beskyttes. Specielt er gær og toiletpapir i fokus.

Centralt dirigeret og transmitteret fællessang tilbydes som en vej til at genfinde Spidsfolkets ellers tiltagende utilbøjelighed til at slippe egne toner ud af karsken bælg.

Det er krise, og intet er, som det burde eller kunne være. Selv de flest unge Spidsfolk tilpasser sig og efterlever de ældres anvisninger. Politiet holder et vågent øje, enhver gendarm kan hurtigt tælle til 10, og har øvet sig med analoge urskiver i forhold til lære forskel på retningerne med-uret og mod-uret.

Det er grumt at opleve, men godt at se. Når det gælder, er der sammenhold og offervilje. Og de store ord: ”sammen – hver for sig” – er slet ikke ord, der er fjerne for Spidsfolket. Sådan var det også før udfordringen og vil være det igen i tiden efter. Fællesskab gør stærk, men man står nu stærkest, hvis man står alene.