Kan Einstein redde Læsøs økonomi?

Jeg har aldrig været nogen særlig ørn til fysik, men jeg er efter et foredrag om Einsteins relativitetsteori faktisk blevet alvorligt i tvivl om, om ikke jeg alligevel burde havet sovet lidt mindre i fysiktimerne i folkeskolen og senere endnu tungere i gymnasiet.

Med lidt mere opmærksomhed rettet mod de helt logiske sammenhænge, der udgør de deduktive argumenter, der i sidste ende fører til de fysiske lov, havde jeg måske meget tidligere end her på tærsklen til pensionsalderen indset, at vi slet ikke har udnyttet tilgængelig viden, som f.eks. Newtons tre forskellige beskrivelser af, hvordan legemer reagerer, med modstand eller ligegyldighed, når de henholdsvis udsættes for kræfter, der forsøger at flytte på dem eller bare dem ligge.

Det er mageløst, så meget rigtigt det siger om legemer.

Men endnu mere fatalt er det vist, at jeg lod hånt om Einstein og hans relativitetsteori. Med rettidig omhu kunne jeg have bidraget ganske meget til en uendelig bedre samfundsøkonomi i de fællesskaber, jeg har været en del af gennem livet.

Einsteins relativitetsteori omsat til praktisk økonomisk gevinst havde endda ikke kostet nogen særlig indsats. Måske nærmest tværtimod.

Fidusen ligger i at være langsom. Problemet kan eventuelt ligge i, om man kan være langsom nok.

Relativitetsteorien er jo slet ikke en teori. Den er en simpel kendsgerning, forklarede den energiske foredrager.

For nu at gøre lange historier korte, så forklarede han med imponerende overbevisning, at Einstein har bevist, at tiden går langsommere for ting, der bevæger sig end for ting, der ligger stille. Jeg vidste det jo godt. Jeg kender det smerteligt fra min egen arbejdsdag. Endvidere fastslår han, at et legemes masse afhænger af hastigheden. Det er jo heller ikke overraskende: jo mere man løber, hopper og danser, jo mere taber man sig. Det ved jo enhver motionist. Men at det også gælder for andre legemer, kom altså lidt som en overraskelse for mig. Og det er her, det bliver rigtig interessant.

Jeg må jo hellere indrømme, at det var en kær ven, der gjorde mig opmærksom på de uanede muligheder, der gemmer sig i at udnytte denne viden.
Hans virke i den kommunale forretning er knyttet til at oprense grøfter. Inden han kan oprense, er han jævnligt nødt til at fælde små og større vækster på grøftebrinkerne, så han kan komme fremad med sit oprenserudstyr, leen, majekurven, og hvad det ellers hedder alt samen.

Disse fældede vækster og træ bliver senere hugget til flis, som bliver solgt pr. kubikmeter. En del af hans arbejde består således også i at betjene flishuggeren. Og det er her han pludselig så et enormt potentiale i Einsteins geniale teori. Når det nu er en kendsgerning, at en stok eller en pind mister noget af sin længde, hvis den føres hurtigt fremad, så må den jo tilsvarende blive længere, hvis den føres langsomt frem. Hvis han derfor arbejder meget langsomt, og pindene kun føres fremad mod kværnen med en mest muligt reduceret hastighed, så vil der altså blive mere pind, og hvis det gik langsomt nok, ville pinden blive uendelig lang, og der ville blive meget mere flis at sælge. Og det helt fantastiske vil være den dobbelte gevinst, det vil være, og at min gode ven samtidig ville forebygge enhver risiko for for tidlig nedslidning og måske deraf følgende ret til utidig pensionering.

Hvorfor er jeg dog ikke kommet på det noget før? Nu kan vi desværre nok ikke nå at redde vores økonomi ved at vente på at min gode ven sætter tempoet ned.

Men det er jo i grunden også helt naturstridigt, at der i det hele taget er behov for at redde økonomien.
Et godt slogan for Læsø har i mange år været: Velkommen til Læsø, her sætter vi uret ti år tilbage.

Med andre ord betyder det jo, at Læsø er en slags tidslomme. Og igen kan vi bare lige analysere lidt sammen med Einstein for at konsekvensberegne effekten af at sætte tiden i stå.

Relativt set, så vil det at stå stille, mens andre bevæger sig, jo se ud som om man går baglæns. Og langsommere kan det vel ikke blive.

Vi har allerede set, at vi får mere jo langsommere det går, og sammenlignet med budgetter og service og antallet af forretninger og indbyggertallet og meget mere, så var alting også meget bedre dengang.

Og hvis vi er der endnu, så er det jo egentlig meget godt.