Spidsfolkets nytårsforsæt.

Mange Spidsfolk gør sig skyldige i en sproglig misforståelse.

De siger ”fortsæt”, men mener i virkeligheden ”forsæt”.

Nu er det slet ikke ofte denne lille fejl har nogen betydning, for i virkeligheden er det ikke ret tit, de har brug for at sige ”forsæt”. Det er kun en gang imellem, når de skal beskrive, at nogen med vilje er kommet til at gøre noget grimt. Og så vil de alligevel som regel bare sige, at han gjorde det med vilje.

I betydningen ”at sætte sig noget for” bruger de vist kun ordet en gang om året, og det er forbindelse med nytår.

Og netop i en sammenhæng ophæver den lille misforståelse oftest sig selv og bliver ganske utilsigtet en præcis en beskrivelse af, hvad det vil ske. Ingenting, absolut ingenting.

Spidsfolk har meget svært ved at forlade sin såkaldte komfortzone, og vanens magt er ikke bare stor; den er meget stor. Et nytårsforsæt ender næsten altid som et nytårsfortsæt. Præcist som det udtales: ”Mit nytårsfortsæt er at ….”, nå ja, det er jo ligegyldigt – det fortsætter jo bare – også efter nytår.

De fleste Spidsfolk har også den vanskelighed i forhold til nytårsforsæt, at man ofte taler til sig selv i anden person. Det kan for eksempel være, at ”i det kommende år skal du dyrke noget mere motion”.
Her opstår nemlig let det problem, at personforvirringen gør det velmente forsæt mere eller mindre meningsløst og nærmest umuligt at forfølge. Hvordan og hvorfor skal jeg kunne bestemme, at du skal dyrke noget mere motion? Spidsfolk ender alt for tit i krydsfeltet mellem gode hensigter og handlingslammelse: man vil det så gerne – men man bestemmer det jo ikke.