Når Spidsfolk skal argumentere
En klog Spidsmand er ikke nødvendigvis hverken højt uddannet eller belæst.
Hans viden bygger ofte på noget, han har hørt. Den mundtlige overlevering trives og respekteres blandt Spidsfolk.
Det er af mindre betydning, at kilderne ind i mellem fortoner sig, kan være vanskelige at identificere eller af forskellige grunde vanskelige at huske.
Der er god grund til at fæste mest lid til det talte og hørte ord.
Skriftsproget er ofte kompliceret og unuanceret. Det er på en underlig måde også så uigenkaldeligt.
Hvis noget er skrevet ned, kan det sjældent forklares eller bortforklares og justeres på samme måde som det talte ord. Med talens brug er der altid mulighed for at tilføje, for at supplere, for at uddybe, hvis der er behov for at udvide forståelsen eller overbevise yderligere.
Det er muligt at bruge så uendeligt mange flere ord, når man taler, end når man skriver.
Jo, der er rigtigt mange gode grunde til at fæste mest lid til det talte.
Det er heller ikke uden betydning, at det talte ord kan moduleres og betones alt efter situationen, endda efter situationens alvor.
Oplysninger kan gives i fortrolighed, hvis man sænker stemmens volumen tilstrækkeligt, og man kan understrege en stemning, f.eks. vrede, uden at skulle benytte kapitæler, blot skal man i det tilfælde øge volumen. Enklere og meget mere præcist.
Der er selvfølgelig den ulempe, at en del nyttig vidensdeling kan blive offer for manglende synkronisering af Spidsfolks tilstedeværelse samme sted på samme tid.
Dog skal det væsentlige nok nå frem.
